Rejser Spanien
Om destinationen
Størstedelen af Den Iberiske Halvø optages af Spanien, det er kun Portugal, som står for en stribe af den vestlige del af landmassen, samt Gibraltar – en lille prik længst mod syd, som er undtagelsen. Eftersom Spanien dækker et meget stort areal, er der en hel del forskel på klimaet mellem nord og syd, samt mellem de forskellige regioner.
Når man tager på ferie til Spanien. vælger man oftest kysterne på fastlandet, eller en af Spaniens mange populære øer. Gran Canaria har gennem flere år været den absolut mest populære feriedestination blandt os danskere. Spanien får de fleste af os til at tænke på sol og bad, dovne dage på smukke sandstrande og dejlige stunder i charmerende restauranter om aftenen.
Solkysten, Spaniens sydlige kystlinje, er også umådeligt populær, ligesom Spaniens mange herlige øer – Gran Canaria, Tenerife, Ibiza og Mallorca kender alle! Så er der de farverige storbyer Madrid og Barcelona, som lokker med alt fra fodbold i verdensklasse til shopping, fantastiske klubscener, kunst, historie og en rig kultur, som vi finder både eksotisk og tiltalende.
Man behøver ikke frygte at sidde fast i turistfælder, når man besøger Spanien. Takket være den rige kultur og den lange, fascinerende historie er der masser af storslåede seværdigheder her, man kan også tage på vandringer i landets varierede, dramatiske landskab, se tyrefægtning, eller forsøge at spæne fra hurtigtløbende tyre i Pamplona.
Populære steder / Områder + Natteliv
Spanien er opdelt i 17 regioner, som alle har et vist selvstyre, selv om landet ledes af en folkevalgt regering.
I Katalonien ligger Barcelona, som ikke kun er den mest turisttætte by i hele landet, men også en af de mest populære feriedestinationer i hele Europa. Barcelona er kendt for sit fodboldhold - FC Barcelona, sin fantastiske bygningsarkitektur, for et livligt by- og natteliv, sit shoppingudbud, samt for sine smukke omgivelser.
Andalusien/Costa del Sol har masser at tilbyde turister, både i form af seværdigheder, strandliv og natteliv. Sevilla er områdets hovedstad og byder på et hyggeligt bymiljø og fascinerende seværdigheder i form af tårnene Torre del Oro og Giralda. En anden storslået seværdighed i Andalusien er Alhambra – et enormt, morisk paladsområde i bjergbyen Granada. Søger man dovne stranddage og våde festnætter, holder man sig til kystområderne, samt storbyen Malaga – som også var Picassos hjemsted.
Madrid er Spaniens hovedstad og ligger i det centrale Spanien. Madrid er en af Europas yngste og mest moderne hovedstæder. Her finder man et pulserende natteliv og et stort kulturelt udbud i form af teater, opera og danseforestillinger. Hvis man vil shoppe igennem på sin ferie i Spanien, er Madrid et fremragende valg.
Vil man fokusere på spansk kultur og dykke ned i kunst og arkitektur, er Valencia, landets tredjestørste by, et glimrende rejsemål. Her er lyst, smukt og imødekommende, og katedralen i Valencias centrum bør man absolut aflægge et besøg.
De Kanariske Øer er navnet på en meget populær øgruppe ud for Afrikas kyst. Med over 300 soldage om året er der fantastisk mange, der søger til disse skønne øer – både sommer og vinter. Gran Canaria har i mange år været vores absolutte favoritdestination og byder på herlige strande, smuk natur og alle tiders mulighed for at slappe af.
En anden meget populær øgruppe er Balearerne. Den ligger ud for Spaniens østkyst og inkluderer velbesøgte øer som Ibiza, Mallorca og Menorca. Hertil rejser man på grund af strandlivet. Ibiza og Mallorca byder desuden på et livligt natteliv i verdensklasse.
Mad og drikke
I Spanien produceres meget vin, olivenolie, citrusfrugter og diverse andre frugter og grøntsager. Fisk og skaldyr er der masser af omkring Spaniens kyster, så disse er hyppige ingredienser i maden. At lave mad af ferske og sunde råvarer er vigtigt for spanierne.
Paella er en meget kendt spansk ret, der er som en slags skaldyrsrisotto krydret med safran.
Tapas er en anden meget afholdt madstil, som indebærer et bord dækket med mange mindre retter, som alle omkring bordet kan spise frit af. Her er bl.a. mange friterede ting som kartoffelterninger og småfisk, blæksprutte i vineddikedressing, samt lækre dipsaucer. Brød er naturligvis altid med, og til tapas drikker man en god, spansk vin.
Shopping
Der er mange shoppingmuligheder i Spanien. I de større byer er der både glamourøse luksusbutikker og populære tøjkæder for den, som vil købe den nyeste mode. I Spanien er man specielt gode til sko- og taskemode.
Læderindustrien er stor i Spanien, tasker, sko og jakker af læder kan man finde betydeligt billigere her end hjemme i Danmark.
Morsomme ting at købe med hjem fra Spanien er bl.a. diverse håndarbejder, olivenolie, vin og smykker.
Transport
Det er meget let at komme til Spanien. Man kan flyve med almindelige rutefly eller lavprisfly til Barcelona, Madrid, Malaga og nærliggende områder på Solkysten, De Kanariske Øer samt Mallorca og andre baleariske øer. Hvis du er indstillet på en mellemlanding i Madrid eller Barcelona, kan du flyve videre til de fleste byer i Spanien.
Inden for Spanien rejser man enkelt med indenrigsfly, tog og bus. At leje bil er morsomt og gør, at man kan komme til ellers sværtfremkommelige steder, men afstandene kan være store i dette store land. Taxi er rimeligt billigt i byerne, og i Madrid og Barcelona er der også effektive undergrundstog.
Hurtige fakta
• Hovedstad: Madrid
• Indbyggertal: 45,5 millioner
• Statsform: Monarki
• Officiel religion: Katolikker
• Officielt sprog: Spansk, plus regionssprog som catalansk, baskisk, gælisk, valenciansk, asturisk og baleriansk
• Valuta: Euro (EUR)
• Tidsforskel: -1-0 time
• Landenummer: +34
• Nødnummer: 112
Vidste du, at..?
• Drikkepenge: Man lægger altid drikkepenge på spanske restauranter og barer – 10 % er passende.
• Helligdage: 1.,6. januar; 19. marts; Påsken, 23. april; 1. maj; 25. juli; 15. august (Jomfru Maria-dagen); 12. oktober (Spaniens nationaldag); 1. november; 6. december; 8. december (den spanske forfatningsdag), 24.-25. december, 31. december. Desuden har man et årligt karneval i forbindelse med påskefasten hvert år.
• Kuriosa: Der er et udtryk på spansk, som lyder "Hacerse el Sueco", hvilket omtrent betyder "at gøre som en svensker", dvs. stoppe hovedet i sandet og undgå at tage stilling. En meget atypisk adfærd for en spanier.