Ticket er Nordens største formidler af rejser!
Om Ticket

Rejser Tyrkiet

Om destinationen
Tyrkiet er et fascinerende land midt mellem øst og vest, med stærk påvirkning fra orienten. Det er et stort land med mange indbyggere, og landskabet har lige så store variationer som tonerne i en tyrkisk folkesang.
I afsides bjerglandsbyer ser tiden ud til at have stået stille i flere hundrede år, mens metropolen Istanbul opleves moderne på grænsen til futuristisk. Man møder mange kvinder med slør, men også provokerende minikjoler, dybe nedringninger og langt, bølgende hår – Tyrkiet er et frit land.
Ved Tyrkiets sydkyst – som ofte går under kælenavnet Den Tyrkiske Riviera – finder man mange moderne turiststeder, som i sommerhalvåret er pakket med soldyrkende mennesker fra hele verden. Klimaet ved sydkysten er skønt året rundt, med sommervarme fra april til oktober. I højsæsonen juli-august er temperaturerne høje og luften tør, men det krystalklare Middelhav køler skønt. Her er den dejlige by Antalya, som har en lang og begivenhedsrig fortid, og strandparadiserne Marmaris og Alanya, hvor man kan tage sol og bade om dagen, spise godt i de mange restauranter på de lune aftener og derefter feste til daggry i det enorme udbud af natklubber og muntre barer – hvis det er det, man søger. 
For den historieinteresserede turist er Tyrkiet som en skattekiste. Med landets første præsident Atatûrk, i første halvdel af 1900-tallet, gennemgik Tyrkiet massive forandringer og skabte grundlaget for det, der er i dag er det moderne Tyrkiet. Dette betød også den definitive ende på Det Ottomanske Rige. Der er et hav af fantastiske levn fra tidligere tider – alt fra byzantinske kirker og græske teatre til arabiske paladser og hellige moskeer.

Populære steder / Områder + Natteliv

Antalya er sydkystens hovedområde og Tyrkiets hurtigst voksende by. Her er et rigt kulturliv og mange interessante seværdigheder. Antalyas gamle by Kaleici er en seværdighed i sig selv med sine trange, gamle gyder og smukke, små huse. Især skal man huske at se det gamle klokketårn, som er et af byens store vartegn.
Alanya ligger ca. 2 timer fra Antalya og byder på lange, gyldne sandstrande med krystalklart badevand og et vibrerende natteliv. Alanya er en værdsat destination blandt alt fra børnefamilier til festglade unge og pensionister med behov for velfortjent afslapning.
Marmaris har blevet kaldt for Tyrkiets Saint Tropez og tiltrak i starten en lang række kendte kunstnere og forfattere. For kun nogle årtier siden var Marmaris en stille, lille fiskerby, men i dag er det et internationalt turiststed med alle bekvemmeligheder. Byen er grøn og skøn, omgivet af hvide strande og et stort udvalg af barer og små natklubber. Herfra kan man tage på herlige sejlture til de nærliggende småøer, eller smutte en tur til den græske ø Rhodos. Besøger man Marmaris, må man ikke gå glip af Efesos – den største og bedst bevarede antikke by på denne side af Middelhavet.
Istanbul er en meget fascinerende by. Her går islamistiske fundamentalister, slørklædte kvinder, trendy forretningsmænd og transvestitter side om side på samme gader. Alle er frie til at udtrykke deres overbevisning i denne varierede og intensive by. Aghia Sofia og den Blå moske er to seværdigheder, man skal opleve i Istanbul – og nattelivet, som næppe har noget modstykke.

Mad og drikke

Det tyrkiske køkken er præget af meget smag, duft og farve. Maden er påvirket fra både øst og vest, men i de moderne områder omkring Istanbul, Ankara og på sydkysten finder man restauranter med mad fra hele verden.
En værdsat, typisk tyrkisk ret er trækulgrillet kebab med hvidløgsdressing. Så enkelt og så godt!
Fisk er også en hyppig base i tyrkisk madlavning, især i områderne ved havet er det let at få fat i frisk fisk tilberedt på bedste måde.
Mezes er et populært koncept i Tyrkiet og indebærer, at selskabet, der går ud og spiser, bestiller mange små retter i stedet for hver sin hovedret. På den måde kan man smage lidt af hvert.
Vin er en afholdt drik i Tyrkiet, og udbuddet af de indenlandske vinsorter er stort. Raki er Tyrkiets modstykke til Grækenlands Ouzo – en stærk brændevin med en guddommelig smag af anis.

Shopping

I Tyrkiet kan man gøre mange gode fund. Lædervarer, smykker, guld, sølv, keramik, tæpper, te og kobbervarer er nogle af de ting, man kan finde her til rigtig gode priser. Også tøj, sko og tasker er billigere i Tyrkiet end herhjemme.
Byernes torvemarkeder er lige så suveræne til shopping som til et muntert studie i tyrkisk folkeliv. For modeshopping gør man bedst i at tage til Istanbul, hvor udbuddet er meget stort.

Transport

Rutefly afgår fra vores større byer til Istanbul, derfra kan man flyve, eller komme videre på anden måde, til andre tyrkiske byer.
Hvis man vil rejse rundt i Tyrkiet, er der mange forskellige transportmåder at vælge mellem. Arealmæssigt er det et stort land, så skal man rejse langt, er en komfortabel rejsemåde vigtig.
Turkish Airlines er landets store flyselskab, og de tilbyder mange indenrigsfly til alle større byer i landet.
Busserne i Tyrkiet er komfortable, veludstyrede og rimeligt billige. Af og til kan det være svært at få klarhed over, hvornår og hvorfra busserne kører, men det er nemt at få fat i billetter, så når man først er der, bliver det tydeligt.
Togene er endnu billigere og mere komfortable end busserne, men kører ofte langsommere og når ikke alle steder.

Hurtige fakta

•    Hovedstad: Ankara
•    Indbyggertal: 74 millioner
•    Statsform: Republik
•    Officiel religion: Islam
•    Officielt sprog: Tyrkisk
•    Valuta: Lira (TRY)
•    Tidsforskel: +1 time
•    Landenummer: +90
•    Nødnummer: 112

Vidste du, at..?

•    Drikkepenge: Det er skik og brug at give drikkepenge på restauranter, i barer og til taxichauffører, ca. 10% er rimeligt. I nogle restauranter er drikkepenge lagt til på regningen, så se godt efter.
•    Helligdage: 1. januar - nytårsdag, 23. april - selvstændighedsdagen, 19. maj – ungdommens og idrættens dag, 30. august - sejrsdagen, 29. oktober – den tyrkiske republiks grundlæggelse, 10. november – mindedagen for Tyrkiets første præsidents Atatûrk, Ramadan/Fastemåneden – I 30 dage i den niende måneden i arabisk kalender, Seker Bayram/Sukkerfesten – i tre dage efter at Ramadanen er slut, Kurban Bayram/Offerhøjtiden – 40 dage efter Sukkerfesten.

•    Kuriosa:
1.    Bibelens Noahs Ark strandede på det østtyrkiske bjerg Ararat.
2.    Istanbul er verdens eneste by, der ligger på to kontinenter – Europa og Asien.
 

Find rejser til Tyrkiet

Altid rabat når du booker
fly + hotel samtidigt!