Ticket er Nordens største formidler af rejser!
Om Ticket

Rejser London

Om destinationen
En metropol, der oser af historie og kultur samtidigt med at den er trendy, moderigtig og up-to-date. Man mærker virkelig pulsen her. Vi taler naturligvis om London. Der er så meget at se og gøre i denne pulserende by, at når man først har været her, begynder man snart at længes tilbage.
I London er det ikke strande, varme og et smagsrigt køkken, der tiltrækker turister, snarere tværtimod. Det er asfalten, folkelivet og nattelivet, den fantastiske shopping og de uendelige seværdigheder i form af historiske bygninger, museer og andre attraktioner, der får os til at længes til London. 

Seværdigheder

Big Ben er verdens største klokketårn med en urskive vendt i hver retning. I 2009 fejrede Big Ben sin 150 års fødselsdag, og i dag er tårnet et af Londons mest genkendelige landemærker.
The London Eye er verdens højeste pariserhjul. Hjulet er placeret midt i Londons hjerte, og tager man en tur, får man en helt utrolig udsigt over hele London. En tur koster ca. 150 kroner, og de penge er givet godt ud!
Buckingham Palace er Englands kongepalads. Her bor Englands dronning, når hun opholder sig i London, og resten af kongefamilien, ved officielle arrangementer. Buckingham Palace blev opført i 1705 til hertugen af Buckingham. Det er et meget imponerende og velholdt palads, som man mod entré også kan se indefra. Billetterne er dog begrænsede, og der er som regel hurtigt udsolgt, så book i forvejen!
Madame Tussaud's er et verdensberømt vokskabinet, der lægger hus til skræmmende virkelighedstro voksfigurer af kendte og kongelige fra hele verden. Giv Brad Pitt en krammer, eller hvorfor ikke give David Beckham et håndtryk under dit besøg i London? Entré ca. 220 kroner.

Mad og drikke
Det engelske køkken plejer ikke ligefrem at havne på lister over verdens bedste, tværtimod bliver England ofte nævnt som et af de lande, hvis madkultur ikke har særlig meget at byde på.
I London kan man få mad fra hele verden. Som den mangemillionby London er, er der næsten ikke den madkultur, der ikke er repræsenteret her, og vil man spise med stil, har byen en række glamourøse restauranter, som man kan bestille bord på. Hvis man i stedet forsøger at opleve London på et mindre budget, er her også alt fra gode, gamle McDonald's til hyggelige madboder ved markedspladserne.
Har man alligevel lyst til at prøve den mad, som den traditionelle engelske kultur tilbyder, må man forberede sig på meget frituremad – Fish n’ Chips, spejlæg med bacon eller pølse og stegte tomater og champignons, samt hvide bønner i tomatsauce. Når man nu er i gang, kan man også udfordre sine smagsløg med en stegt nyre, en portion blodpudding eller lidt White Pudding, som er en slags havregrød med kød i. Mums!

Shopping
Det er umuligt at nævne alle Londons interessante butikker og shoppingområder, så det bedste tips er at sætte tid af og selv gå på opdagelse i Londons mylder. Udbuddet er gigantisk!
Der er flere end 90 markeder i London, her kan man købe ting, tøj, mad og andet småt og godt til folkelige priser. Hold særligt godt øje med Portobello og Camden Markets!
Oxford Street har alle hørt tale om, Londons meste berømte gade, hvor det virkelig vrimler med folk. Nogle hævder, at Oxford Street er overvurderet, men at gøre et fund i Primark er en oplevelse for livet!
Mayfair, samt Old Bond Streetog New Bond Street, er hjemsted for nogle af verdens mest eksklusive designerbutikker. Enten elsker man at brænde mange penge af på dyre varer, eller også er man mere til at kigge vinduer. Begge kategorier stortrives her.
Westfield er Europas største shoppingkompleks. Westfield har tusindvis af butikker i alle kategorier, Marks & Spencers og Next deler tag med Luis Vuitton og Jimmy Choo, og har man kun lidt tid, men stor lyst til at shoppe, er Westfield stedet at besøge. Her er naturligvis også biografer, restauranter og barer.
Carnaby Street er Londons kultgade, når det gælder mode. Her kan man gå rundt og købe unikke designerting.

Områder + Natteliv

Det kan være både dyrt og trangt at bo i London, men er man på en kort ferie i byen, er det klogt at bo centralt. Kensington er centrums chikke del, her er der lidt dyrere, men også lidt mere eksklusivt. Paddington er roligere og ligger tæt på Hyde Park og Kensington Garden, her kan man finde budgethoteller. Vil man bo lidt mere alternativt, booker man hotel i Camden. Mayfair og Soho er centrale alternativer for den, der vil være, hvor tingene sker.
Nattelivet i London overlader intet til hverken fantasi eller ønsker. Man kan nyde en kold øl i en af byens tusinder af pubber - på hvert gadehjørne er der mindst en! Eller man kan danse natten igennem på en af de mange svingende natklubber, som ligger her – fx Ministry of Sound, Heaven og Fabric. Der er en grund til, at folk fra hele verden rejser til London for at feste.

Transport
Når man flyver fra Danmark til London, lander man i en af byens fem lufthavne – Heathrow, Gatwick, Stansted, Luton eller London City. Luton, Gatwick og Stansted ligger et godt stykke uden for London og kræver derfor en lang transferstrækning, hvis man vil besøge London. Man kan køre med hurtigtog, pendlertog, regionaltog og shuttlebusser fra disse tre. Taxi bliver meget dyrt. Fra Heathrow tager man lettest undergrundsbanen, men der er også hurtigtog ind til det centrale London.
Inde i London kommer man lettest omkring med undergrundsbanen. At anskaffe en lille London A-Z, samt et kort til undergrundsbanen – Oystercard – som man tanker med penge, er de første investeringer, man bør foretage, når man besøger London, med de to i tasken kan man føle sig rimelig sikker, hvis man skulle køre forkert. Efter midnat stopper undergrundsbanen, og så må man tage taxi eller bus.

Hurtige fakta

•    Indbyggertal: 7,6 millioner
•    Statsform: Monarki
•    Officiel religion: Protestanter og katolikker, men alle officielle religioner er repræsenteret
•    Officielt sprog: Engelsk
•    Valuta: Britiske Pund (GBP)
•    Tidsforskel: -1 time
•    Landenummer: +44
•    Nødnummer: 999

Vidste du at..?

•    Inklusive alle forstæder har London 12 millioner indbyggere.
•    Navnet Big Ben tilhører den 13 ton store klokke oppe i klokketårnet. Det er altså ikke selve tårnets eller urskivens navn. Selve klokketårnet hedder St. Stephen’s tower.
 

Find rejser til London

Altid rabat når du booker
fly + hotel samtidigt!