Rejser Bangkok
Om destinationen
Bangkok er en enorm by, og den svimlende fornemmelse, det giver, er en af mange følelser, der gennemsyrer en, når man tager hertil. Byen har ingen bykerne, men områderne fletter sig ind i hinanden som et vævet tæppe.
Alt er intensivt i Bangkok – farverne, duftene, smagene, lydene, trafikken og alle disse millioner menneskers energier samlet på et og samme sted… Bangkok er en oplevelse, som kræver entusiasme, og den er heldigvis let at finde her.
Generelt er byen meget billig at være turist i, og shoppingen er fænomenal. Desuden er her en hel del interessante natklubber og barer at feste igennem i natten lang.
Seværdigheder
Det store palads og smaragdtemplet Wat Phra Kaew er på det nærmeste et must at opleve, når man besøger Bangkok. Begge ligger tæt på den kendte turistgade Khao San Road. Betagende smukt og imponerende i al sin pragt.
Et af de største og ældste templer i Bangkok hedder Wat Pho. Her er bl.a. en 46 meter lang, guldbelagt Buddha, som kaldes Den Hvilende Buddha.
Ligesom mange andre millionbyer rundt om i verden har også Bangkok sin egen Chinatown. Dette område præges af kinesisk arkitektur, kinesisk mad, dufte, skilte og markeder i kinesisk stil og er et af Bangkoks ældste områder.
Vil man vide mere om thailandsk kultur og historie, er et besøg på Bangkoks nationalmuseum er godt sted.
Bliver man træt af byens trafik og trængsel, er et afbræk i Bangkoks bypark Lumpiniparken perfekt. Et stort, velpasset og grønt tilflugtssted midt i denne enorme by.
Mad og drikke
Stort set alt, man spiser i Thailand, smager godt. Det er et af verdens mest værdsatte køkkener med krydderier, som får smagsløgene til at danse. Ingredienserne er også gode mod vores sanser, det handler oftest om nudler, ris, grøntsager og kød i form af kylling, fisk, og okse- eller svinekød. Af og til er den thailandske mad temmelig stærk, så er man følsom, er det en god idé at bede om en mild ret.
Maden her er også billig, ved små vognkøkkener på gaden kan man blive mæt for nogle få kroner, men alligevel holder maden en høj kvalitet næsten overalt. Her er også en hel del mad fra andre lande, og netop i Bangkok har man gennem nogen tid interesseret sig for at blande madlavning fra forskellige lande.
Nogle thailandske retter, som man ikke må gå glip af, er
• Tom Kha Gai – En fantastisk god suppe med smag af kokos, citrongræs og chili, temmelig stærk.
• Satay – Grillet kød i jordnøddesauce, mild og lækker!
• Pad Thai – en rigtig klassiker lavet på stegte nudler, jordnødder, æg og rejer.
Shopping
Eftersom der er billigt i Thailand i forhold til, hvad vi er vant til, er en ordentlig shoppingtur et must, når man besøger denne by.
I weekenderne kan man tage til Chatuchak weekendmarked, som ligger ved Chatuchakparken. Her finder man tøj, tasker, ure og andet til gode priser. Markedet rummer også hyggelige restauranter, så man kan let gøre besøget til en heldagsudflugt.
For mere luksuriøs shopping tager man til River City. Her er boghandlere, mærketøj og legetøj. Ingen, der tager shopping i Bangkok alvorligt, går glip af MBK. Et gigantisk varehus, som på nogle områder ligner en basar. Her vrimler det med mærkevarebutikker under samme tag som billige butiksstande. Stort og velassorteret. For elektronikshopping er Pantip Plaza det bedste sted. Stort og med gode priser.
Indkvartering + Natteliv
Som en af de mest prisfornuftige byer i verden tilbyder Bangkok billig indkvartering i alle klasser. Her er alt fra tarvelige vandrehjem til ca. 40 kroner per nat til hotelsuiter i verdensklasse, som man betaler op mod en tusindlap for.
Sukhumvit Road er en gade med mange hoteller – et populært område blandt turister og har et aktivt natteliv.
Silom Road har også mange hoteller, men beliggende relativt tæt på Patpong, som er byens red-light-district.
Kho San Road har mange budgethoteller og pensionater. En gade fuld af hovedsageligt backpackers og unge i alderen 16-35 år. Her er også et rigt natteliv med barer, restauranter og en del natklubber.
Lumpini og Ploenchit Road har også en hel del hoteller, som kan være værd at undersøge.
Transport
Bangkok Airport er stor og indbydende. Det er ofte muligt at finde billige flybilletter til Bangkok, men også pakkerejser, som inkluderer hotel. Taxi fra lufthavnen til turiststrøget Sukhumvit Road koster ca. 400 Baht.
Sky train og undergrundstoget er begge indbydende, hurtige og bekvemme måder at komme rundt på i Bangkok. Båd er også bekvemt, og desuden en meget behagelig måde at færdes på i Bangkok.
Der er mange bekvemme og airconditionerede taxier i Bangkok, men få taxameteret tændt, når du sætter dig ind i bilen. I myldretiden kan taxiture tage temmelig lang tid.
Busser er der mange af i Bangkok, de er billige, men det kan være svært at finde den rette linje. Busserne kan også være langsomme i myldretidstrafikken.
Tuk-tuks tilbyder ikke luksus, men er ganske effektive, når man skal køre kortere strækninger. Sørg for at aftale prisen i forvejen og glem ikke at prutte!
Motorcykeltaxi er ikke det sikreste transportalternativ, men kan spare tid, da motorcyklen kan sakse sig frem i trafikken. Sørg altid for, at du får en hjelm!
Hurtige fakta
• Indbyggertal: 10-15 millioner
• Statsform: Monarki
• Officiel religion: 95 % Buddhisme, 4 % Islam
• Officielt sprog: Thailandsk
• Valuta: Bath (TBH)
• Tidsforskel: + 6 timer om sommeren, + 5 timer om vinteren
• Landenummer: +66
• Nødnummer: Turistpolitiet: 1155, Ambulance: 191
Vidste du, at..?
• Thailand betyder «De fries land» og blev aldrig koloniseret, til forskel fra alle andre lande i samme område.
• Bangkok er en af de sikreste byer i verden, men man skal aldrig tage imod kiks, slik eller cigaretter fra folk på gaden, da det er sket, at folk er blevet bedøvet på denne måde.
• Bangkok kaldes af og til for Asiens Los Angeles med sine neonoplyste skyskrabere og sit futuristiske sky train.