Vil du læse mere om rejser til Golden Sands? Her kan du læse en omfattende rejseguide om Golden Sands i Bulgarien, med en masse spændende oplysninger om rejser til Golden Sands.
Golden Sands ligger på Bulgariens nordøstkyst og har Sortehavet ved sine fødder. Denne ferieresort er præcis, hvad det hedder - en enorm gylden strand, hvor man kan tilbringe dovne dage under solens varmende stråler. Med sin nære beliggenhed til byen Varna tilbyder Golden Sands en anelse flere alternativer for turister end Bulgariens allerstørste turistresort Sunny Beach, som ligger ca. 4 timer mod syd, gør.
Lige siden 1957 er der kommet solbadende turister til Golden Sands, og i dag har dette lille paradis over 70 hoteller, spaanlæg, lejligheder, kasinoer, natklubber og sportsanlæg. Her er ikke ret mange ”lokale”, men derimod en hel del personale i sæsonen. Hvis man foretrækker klorvand frem for saltvand, er der et stort udbud af pools i Golden Sands, samt – ikke at forglemme – det store vandpalads Aqualand.
Aqualand er et hyggeligt afbræk for børnefamilier, der er blevet trætte af strandlivet og vil opleve noget anderledes for en dag. Det er en meget fin vandpark med høj sikkerhed og masser af vandattraktioner.
Hvis man besøger Golden Sands alene for strandlivets skyld, behøver man ikke bevæge sig ud af stedet i hele sin ferie, men begynder man at føle sig lidt rastløs under sin parasol, ligger den hyggelige strandby Varna lige syd for Golden Sands. Gågader, herlig shopping, stemningsfulde udeserveringer og 350.000 mennesker, som alle trives med at kunne få det bedste ud af både strandliv og byliv.
Nessebar er en lille by, der er blevet bevaret lige siden middelalderen. Der er masser af charme i de brostensbelagte gader, de gamle kirker og ruiner, som får det til at kilde lidt i maven. Nessebar er udpeget til en del af vores verdensarv. Man kommer hertil med bus eller taxi.
En af de allersmukkeste bygninger i hele Bulgarien er det hellige kloster Rila. Beliggende ved Rilabjerget er dette kloster badet i naturskønne omgivelser. Klosteret er hele 1100 år gammelt og betragtes som det helligste sted i Bulgarien. Vil man besøge Rilaklosteret, kræver det lidt planlægning, eftersom det ligger 500 km fra Golden Sands.
Maden i Bulgarien adskiller sig fra den, vi er vant til, og samtidigt er maden her fuld af smag og interessante råvarer. Har man været meget i Grækenland, vil man genkende visse ting i det bulgarske køkken.
I et så udpræget turiststed som Golden Sands er maden i høj grad tilpasset turisterne. Her serveres meget mad af typen schnitzel med pommes frites og diverse pastaretter, men vil man smage den bulgarske mad, er der helt klart mulighed for det i de fleste restauranter.
Shkembe Chorba er en ret for de modige. En varm, traditionel suppe lavet på kogt kallun fra lam, svin eller ko. Den legeres med yoghurt og krydres med hvidløg, eddike og paprika.
Shopska salat er ikke helt ulig den klassiske græske salat, men i den bulgarske variant er der ingen feta og ingen oliven, i stedet drysser man revet fåreost på.
Shisha Kebab er en rigtig klassiker i Bulgarien, det er helt enkelt grillspyd med kød, løg og paprika. Lækkert!
Bulgarien har tiltrukket os danskere i mange år, og meget af det, der har lokket os hertil, er – ud over de herlige strande – de lave priser. I dag er Bulgarien langt fra lige så billigt som for 10 år siden, men man kan stadig købe det meste til lavere priser end herhjemme. Hvis man ydermere tager lidt væk fra de værste turistområder som Golden Sands og Sunny Beach, falder priserne hurtigt.
Hvis man vil shoppe løs, tager man til Varna, hvor man finder almindelige tøjbutikker med meget rimelige priser.
Vil man blive i Golden Sands, har man mulighed for at købe billige mærkevarekopier af alt fra tøj til sko, tasker og ure.
I Varna og hovedstaden Sofia kan man købe smukke broderier, malerier, dukker og traditionelle jakkesæt.
Golden Sands er én lang strand, og på strandpromenaden er der utallige hoteller, restauranter, barer og klubber. Her er et pulserende natteliv – især i højsæsonen, men hvis man foretrækker et enkelt glas vin eller en farverig cocktail i solnedgangen, er der masser af hyggelige steder at lade timerne gå på. Om dagen kan man få kaffe her eller spise frokost.
Når man tager på charterferie til Golden Sands, plejer man at havne på et af hotelkomplekserne, der ligger i nærheden af stranden. Det er bekvemt og praktisk, men bygningerne er måske ikke altid vanvittigt flotte.
Bliver man træt af Golden Sands, kan man altid tage ind til Varna, som ud over et hyggeligt byliv også tilbyder strandliv, som helt klart er i orden – især når den ligger midt i en by.
Vil man rejse til Golden Sands, er det enklest at tage med charter. Man kan flyve hertil fra flere byer i Danmark i sommersæsonen, og de fleste større rejsebureauer tilbyder pakkerejser. Man kan også flyve til Varna med rutefly, men det er ikke helt så bekvemt, idet det ofte indebærer mindst en mellemlanding. Der er 18 km mellem lufthavnen i Varna og det centrale Golden Sands, og mellem disse to kan man tage enten bus eller taxi.
Golden Sands har meget at tilbyde, men inden for et relativt lille område. Man finder egentlig alt, man har brug for til en dejlig strandferie inden for gangafstand, men får man brug for et køretøj, er det intet problem. Der er både taxi og minibusser i området, samt en hel del firmaer, som udlejer både biler, motorcykler og cykler. Man kan også slå til søren og tage en tur med hest og vogn.
• Indbyggertal: 350.000 i Varna, meget få i Golden Sands
• Statsform: Republik
• Officiel religion: Ortodoks kristendom
• Officielt sprog: Bulgarsk
• Valuta: Leva (BGL)
• Tidsforskel: +1 time
• Landenummer: +359
• Nødnummer: Politi: 166, Ambulance: 150
• I Golden Sands ligger et Eiffeltårn, som ganske vist kun er en tiendedel så stort som Eiffeltårnet i Paris, men det har både en spændende udsigtspost og en dejlig restaurant.