Er du interesseret i rejser til Sunny Beach? Her kan du læse en rejseguide om Sunny Beach, med en masse spændende oplysninger om rejser til Sunny Beach. Få inspiration til din egen rejse til Sunny Beach med Ticket.dk!
Sunny Beach er en udpræget feriedestination, hvor strandlivet helt klart er i fokus. Den finsandede strand er 6 kilometer lang og på visse steder op til 120 meter bred. I sammenligning med andre strande i Europa står Sunny Beach sig godt, da den ifølge mange er Europas smukkeste strand.
De mange hoteller i området glider i stor udstrækning ind i områdets grønne parker og områder, så de ikke generer så meget, som man skulle tro. For børnefamilier, som søger afslapning og strandliv på ferien, er Sunny Beach perfekt, her er roligt og smukt, billigt og rart.
Også de unge elsker at holde ferie i Sunny Beach, partylivet er intensivt i højsæsonen, og priserne er forholdsvis lave. Unge fra hele Europa samles for at danse natten lang og derefter samle kræfter til næste aften på en solstol i vandkanten.
Stranden er naturligvis Sunny Beachs største seværdighed, det kan høres på navnet, men det betyder ikke, at man er nødt til at blive på stranden i hele sin ferie. Bliver man træt af sand mellem tæerne, salt i håret og mærker fra solstolen på huden, kan man forlade turistområdet og tage på små eventyr i Bulgarien.
Nessebar hedder en halvø i Bulgarien, som er kommet med på verdensarvlisten. Nessebars gamle del er en af Europas ældste byer og er i dag en museeumsby. At gå rundt blandt de maleriske middelalderhuse er meget stemningsfuldt. Nessebar ligger kun 4 km fra Sunny Beach.
Er man i humør til byliv, kan man tage til Varna, som er Bulgariens tredjestørste by. Varna er en by på størrelse med Aarhus og beliggende ved havet, så man kan kombinere bylivet med lidt sol og badning. Stemningen i byens gågader er rar og afslappet. Man bør huske et besøg på byens arkæologiske museum.
Børnefamilier, der får lyst til at lidt mere action, end stranden kan tilbyde, kan tage i Action Aquapark, som ligger i den vestlige del af Sunny Beach. Her blandes vandattraktioner af den seje slags med restauranter og barer. Helt klart en sjov heldagsudflugt.
Bulgarien byder på sit helt eget køkken, og man får mulighed for at smage en masse bulgarske lækkerier på sin ferie i Sunny Beach. Dette betyder selvfølgelig ikke, at det på nogen måde er en udfordring at få fat i typisk turistmad som pastaretter, pizza, schnitzler og hamburgere med pommes frites. Dermed er Sunny Beach velegnet for både den bekvemme turist, der helst undgår for mange udfordringer, når det gælder kulinariske eventyr, samt for den, der synes, at et besøg i et andet land ikke tæller, hvis man ikke spiser den mad, der laves der.
Shopska salat minder lidt om græsk salat og fås i mange lande på Balkan. Tomat, agurk og løg, samt lidt revet fåreost på toppen.
Banitsa er en ostekage på fåreost.
Når man er i Bulgarien, bør man ikke undlade at spise lam, bulgarerne laver som regel rigtig velsmagende lammeretter.
Kebabtjeta er grillede, små kødbollepølser, temmelig krydrede.
Man laver meget god vin i Bulgarien, så når man er på ferie her, bør man smage nogle af de nationale klassikere. Spørg tjeneren til råds. Der fremstilles også øl i landet, og der er mere end en slags for ølentusiaster at stifte bekendtskab med. Alkohol er billigt i Bulgarien.
Bulgarien tiltrækker mange turister, fordi det er et billigere alternativ til eksempelvis Grækenland. Sunny Beach og Golden Sands er de to største turistdestinationer, der lokker skandinaver til Bulgarien.
Hvordan er det så med shoppingudbuddet? Traditionelle varer som træsnit, tæpper , tasker, keramik, metalarbejder, broderier og malerier kan man få billigt i Bulgarien, især hvis man tager til Varna eller hovedstaden Sofia.
Har man mere lyst til at bruge sine penge på tøj, vil man elske Sunny Beach, i hvert fald hvis man er vild med i billige mærkevarekopier. Hver eneste taske- og tøjdesigner er repræsenteret i denne populære badebys mange butikker og gadestande og sælges naturligvis til en brøkdel af, hvad originalversionerne koster. Også ure og smykker er populære varer.
Bulgarien er stadig billigt, men i sammenligning med nogle år tidligere er priserne steget en del, især i turistprægede områder som Sunny Beach og Golden Sands.
Sunny Beach er en stor, ren, fin og behagelig strand, som desuden er lavvandet og dermed børnesikker. Hotellerne bliver flere og flere for hvert år, og prisen for at bo i nye, friske og behagelige værelser er lav. Langs hele Sunny Beach ligger hotelkompleks efter hotelkompleks, men vil man hellere bo i lejlighed, er det bedst at lede lidt uden for centrum.
Nattelivet i Sunny Beach er især rettet mod de unge. I højsæsonen fyldes hele området med partyglade skandinaver, der drikker og danser til smertefuldt høj musik. Festlighederne kender ingen grænser her, men man bør være lidt forsigtig og altid forsøge at være i selskab med venner. Både vold med berusede unge samt drinks med bedøvelsesmidler forekommer.
Mange rejser, der bookes til Sunny Beach, er pakkerejser og charter, men det er ret enkelt at rejse til Sunny Beach ved at sammensætte sin egen rejse med fly og hotel. Man lander i byen Burgas, som ligger 45 minutters kørsel fra Sunny Beach, og hvis man ikke har transfer med sit rejseselskab, tager man bus, taxi eller lejer en bil.
Sunny Beach er ikke så stort, så man sagtens gå, om man kun færdes inden for området. Udlejning af cykler, golfbiler og elscootere findes dog, og vil man køre lidt længere, er der også biludlejning. Til Nessebar afgår der færge, som man kan tage fra midten af Sunny Beach.
• Indbyggertal: 10.000
• Statsform: Republik
• Officiel religion: Ortodoks kristendom
• Officielt sprog: Bulgarsk
• Valuta: Leva (BGL)
• Tidsforskel: +1 time
• Landenummer: 359
• Nødnummer: Politi: 166, Ambulance: 150, Brandvæsen: 160
• Området omkring Sunny Beach har været befolket siden 4000 år f.Kr.
• I dag er Sunny Beach Bulgariens største turistområde, men har kun eksisteret i sin nuværende form i ca. 60 år.