Er du interesseret i rejser til Bali? Her kan du læse en omfattende rejseguide om Bali, med en masse spændende oplysninger om rejser til Bali. Få inspiration til din egen rejse til Bali med Ticket.dk!
Paradis er et ord, der med god grund bruges i rejsemålsbeskrivelser af mange sol- og badesteder, og der er sandelig mange smukke steder rundt om i verden, der fortjener at blive kaldt paradis, men Bali gør sig måske allermest fortjent til det. På Bali finder man indbegrebet af et paradis – bløde strande, som føles herlige mod fødderne, vand, der skifter i hundreder af nuancer af blå og grøn, et smilende folk, der serverer fantastisk mad lavet på friske råvarer i topklasse, en meget rig kultur at fordybe sig i og stor fokus på spiritualisme, samt storslået natur, uanset om man besøger golde vulkansletter eller bølgende rismarker.
Bali er en meget farverig ø, som tiltrækker alle slags turister – fra budgetbackpackers til de allerrigeste luksusrejsende. Alle har deres plads på Bali.
Der er suveræne surfmuligheder ved Balis strande, og foretrækker man livet under bølgerne, vil man heller ikke blive skuffet – nogle af verdens smukkeste koralrev er lige her. Har man ikke allerede et dykkercertifikat, er det en oplagt mulighed at tage det i Balis fantastiske undervandsverden.
Bliver man træt af at dase på stranden, bør man udforske lidt af Balis rige kultur. Her er masser af smukke templer og monumenter at se, for ikke at tale om alle de smukke naturområder, man kan besøge. Blandt de populære aktiviteter kan nævnes junglevandringer, hesteridning og cykelture i bakkeområderne.
På Bali er der også flere fantastiske golfbaner, et bredt udbud af eventyrsport som bungyjump og paragliding, samt masser af fascinerende parker.
Tirtagangga er en by på det østlige Bali. Her er et spektakulært palads med henførende arkitektur og smukke vandhaver. Man kan bade i de små bassiner, der blev bygget til rajaens familie. Omgivelserne omkring Tirtagangga, med de mange rismarker, er også værd at se.
Ubud ligger i Balis indland og betragtes som Balis kulturelle centrum. Vil man købe håndarbejde og kunst fra lokale kunstnere, har man gode muligheder her. Også her er miljøerne vidunderlige.
Pura Besakih er Balis modertempel, det er beliggende på øens højeste vulkan Mount Agung, som betragtes som et vigtigt åndeligt punkt. Mount Agung havde et af 1900-tallets mest aggressive vulkanudbrud i 1963, hvilket forårsagede stor ødelæggelse og tusinder af dødsfald i den østlige del af Bali. Pura Besakih klarede sig næsten helt uden ødelæggelser.
Kremeringer sker åbent på Bali. Alle, der vil, kan deltage i denne vigtige afskedsceremoni, og det er afgjort en oplevelse, man aldrig glemmer. Den afdøde person lægges på et tårn af bambus, som bæres i procession, inden det bliver brændt.
Man kan få mange gode smagsoplevelser i det balinesiske køkken. Meget af inspirationen kommer fra Kina og Indien, og hyppige smage er kanel, chili og citrongræs. Man bruger meget soja og ris i madlavningen. Fisk er naturligvis et almindeligt udgangspunkt i retterne, og kokosmælk giver god smag og konsistens til saucerne.
Nasi Goreng er en verdenskendt ret fra Indonesien. Det er ganske enkelt ris serveret med grøntsager og kød eller fisk.
Babuh Injin er navnet på en meget afholdt dessert – sort risbudding.
Bakso Ayam er en almindelig ret, som ofte serveres fra gadekøkkener. En enkel nudelsuppe med kylling og kødboller.
Urabe smager rigtig godt – blandede grøntsager med kokosmælk og krydderier.
På Bali produceres en hel del risvin, som er en populær alkoholholdig drik. På eksklusive restauranter kan man få fat i australske vine. Lassi er en meget udbredt drik – en smoothie lavet på friske frugtjuicer og yoghurt.
Bali er relativt billigt at holde ferie i, og mange af dem, der kommer hertil, elsker at købe smukt balinesisk håndarbejde med hjem. Træskulpturer, smykker, malerier og marionetdukker er typiske souvenirs. Tøj og stof er også billigt her.
Vil man købe mode, håndtasker og mere internationalt gangbare ting, så er Seminyak stedet at besøge.
Kuta er Balis bedste turistområde. Her er pulsen høj, og udbuddet er enormt. Stranden er lang og bred, og nattelivet tiltrækker unge fra især Australien. Holder man af at kombinere sin afslapningsferie i paradis med et livligt natteliv, så er Kuta stedet at besøge.
På Nusa Dua finder man en exceptionel sandstrand, der til forskel fra de mange mørke lavastrande byder på hvidt, fint sand foran det turkise vand. Dette er simpelthen det perfekte sted til afslapning. Kuta ligger desuden kun 30 minutter væk – hvis man pludselig skulle få lyst til lidt puls.
Legian ligger lidt nord for Kuta og byder på en hel del underholdning, men i et lavere gear end i den store turistby. Også her er en smuk sandstrand.
Seminyak ligger ved siden af Legian, men er det lidt mere sofistikerede alternativ. Den, der værdsætter høj kvalitet frem for lave priser, bør vælge Seminyak. Afslappet atmosfære og karakteristiske, smukke strande og badevand.
Sanur er en anden rolig strand, hvor sandet er lyst og blødt, for såvel gamle som unge fødder. Rejser man med børn, er Sanur et meget fint alternativ, her er butikker, restauranter og barer, så alles ønsker kan blive imødekommet. Ud for stranden er der vidunderligt dykke- og snorklevand, og holder man af fart, kan man udfordre sig selv ved at prøve de mange former for vandsport.
Flere af de danske charterselskaber tilbyder charterrejser til Bali, hvor både rejse og hotel er inkluderet. Vil man hellere med rutefly til Denpansar, sender en del rejseselskaber fly hertil.
Fra lufthavnen kommer man til sin destination med taxi eller bemo-bus (som kun er besværet værd, hvis man skal langt fra lufthavnen, eftersom taxikørsel er meget billig).
Mellem byer og landsbyer på Bali går der minibusser (bemo-busser) og almindelige busser, men eftersom taxier er billige, er det også et alternativ at overveje. Man skal altid forhandle om prisen i forvejen!
• Indbyggertal: Næsten 4 millioner
• Statsform: Republik
• Officiel religion: Balinesiske hinduer
• Officielt sprog: Bahasa Indonesisk
• Valuta: Rupiah (IDR)
• Tidsforskel: +7 timer
• Landenummer: +62
• Nødnummer: Politi: 110, Ambulance: 118
• Der er flere templer end boliger på Bali.
• Indonesien er hovedsageligt muslimsk, men på Bali er over 80% af indbyggerne hinduer.