Er du interesseret i rejser til Krabi? Her kan du læse en omfattende rejseguide om Krabi, med en masse spændende oplysninger om rejser til Krabi. Få inspiration til din egen rejse til Krabi med Ticket.dk!
Hvis man vil rejse til en by i Thailand, men helst undgå Las Vegas-fornemmelsen så vidt muligt, så er Krabi den rette destination. Her er bylivet ganske vist påvirket af turismen, men ikke i nær samme grad som i fx Pattaya og Phuket. I Krabi finder man ægte thailandsk hverdagsliv, og det mærkes ikke mindst på shoppingudbud og priser, som har en betydeligt lavere profil end på de større turiststeder i Thailand.
Krabi har naturligvis også vidunderlige strande at sole sig på, svømme ved og tage snorkleture ved. Ydermere kan man klatre i klipper, ride, sejle havkajak, dykke, spille golf eller beundre det interessante fugleliv omkring Krabi, hvilket gør det til et meget fleksibelt rejsemål.
Tager man sydpå fra Krabi, havner man i et vigtigt regnskovsreservat med spændende jungle og varme kilder.
Vil man vide mere om thailandsk kultur, er en tur til det kendte buddhisttempelWat Tham Seua en god udflugt. Omgivelserne omkring templet er spektakulære.
Thailandsk hverdagsliv kan man opleve på morgenmarkedet, der finder sted bag Vieng Thong Hotel. Jo tidligere om morgenen man kommer, desto mere oplever man af det herlige spil mellem markedets farverige madvarer, smidige, men altid ydmyge sælgere og erfarne købere. Dette er også alle tiders mulighed for at købe krydderier og andre madlavningsvarer, som man gerne vil tage med hjem fra Thailand.
Vil man opleve et af verdens rigeste økosystemer, tager man til mangrovesumpen, som ligger i udkanten af Krabi. Her lever masser af usædvanlige fuglearter, slanger, vandvaraner og aber, og for at få så meget som muligt ud af turen, så bør man tage ud med en båd, helst med den legendariske guide Mr. Dai.
Strandene uden for Krabi er naturligvis den allerstørste seværdighed, lange, bløde, hvide sandstrande mod det åbne hav. Endvidere er der de store turistøer Koh Phi Phi og Koh Lanta kun en sejltur væk.
Thailandsk mad er fantastisk god, det er måske det mest værdsatte køkken i hele verden - trods sine mange stærke krydderier. Man anvender en hel del chili, når man laver thaimad, men kokosmælk, karry og citrongræs er også hyppige ingredienser. Der er grøntsager i næsten alle madretter, og den fisk, der tilberedes i Thailand, er fremragende. Kylling spises hyppigt, men også svine- og oksekød. Hvis man ikke bryder sig om stærkt krydret mad, bør man bede tjeneren om milde alternativer. For børnene og for dem, der ikke vover at udfordre sine smagsløg med disse spændende smage, kan man købe internationale retter på de fleste turiststeder.
Pad Thai er en simpel, men åh så god, thailandsk klassiker, som næsten alle kan spise. Den består af stegte ris med æg, jordnødder og rejer, svinekød eller kylling. Pad Thai fås i temmelig mange forskellige varianter, og noget der før retten ekstra god er at bestille lidt Sweet Chili sauce til. Det er desuden en meget billig måde at blive mæt på.
Tom Kha Gai er manges absolutte livret fra det thailandske køkken. Det er en fyldig suppe lavet på kokosmælk, citrongræs, chili og kylling. Suppen er ret stærk, så den er ikke noget for personer med svage smagsløg.
Er man interesseret i at købe billige kopier af kendt mærketøj, så er Krabi, ligesom de fleste andre turiststeder i Thailand, en oplagt mulighed. Her sælges denne type turisttøj i boder langs gaderne. Også billige smykker og hatte sælges ofte i disse boder.
At få tøj syet er utroligt billigt i Thailand, hvis man sammenligner med Danmark, og den thailandske silke er en af de smukkeste i verden. Har man behovet, bør man benytte lejligheden til at forny sin fine garderobe.
Man kan købe billige guld- og sølvsmykker i Krabi, men man skal være på vagt, eftersom der cirkulerer en hel del falske varer.
Der er to større varehuse i Krabi, det ene hedder Walk Department Store. Her sælges tøj til udsalgspriser på hele tre etager, og man kan også købe billige bøger, sko og plader her. Det andet er nyåbnede Big C, som ligger lige uden for byen.
Er man ude efter så billig indkvartering som muligt, når man besøger Krabi, så er det Krabi by, man skal satse på, fordi man her let kan forhandle sig til længere ophold til meget lave priser.
På Ao Nang ligger de fleste af Krabis hoteller og restauranter. Det er her, det store flertal af områdets turister flokkes. Fra Krabi by til Ao Nang er der seks kilometer, og vejen dertil er ret snoet. Ao Nang er, trods presset fra de mange turister, en meget smuk strand med bjerge bag sig og åbent hav foran sig. Krabis natteliv kan ikke sammenlignes med nabobyen Phukets, hvor festerne ikke dør ud før ud på formiddagene. I Krabi er stemningen betydeligt roligere, men det er muligt at finde open-air-pubber og afslappende loungebarer her.
Krabi har sin egen lufthavn, den er forholdsvis ny, men man har allerede planer om udvidelser, fordi presset fra internationale flyselskaber er så stort. Man regner desuden med, at presset de nærmeste år vil tage til.
Fra Krabi lufthavn kommer man til Krabi by eller til turistområdet Ao Nang med taxi eller kollektivtaxi Songthaew.
For at komme rundt i Krabis storområde tager man nemmest kollektivtaxien, som afgår regelmæssigt og kører mellem Krabi by, Ao Nang og de mindre badesteder rundt omkring. Man kan også tage med tuk-tuk eller båd.
• Indbyggertal: 50.000 i byen, 400.000 i storområdet
• Statsform: Monarki
• Officiel religion: Buddhisme (95 %)
• Officielt sprog: Thai
• Valuta: Baht (THB)
• Tidsforskel: + 6 timer
• Landenummer: +66
• Nødnummer: Politi: 61 12 22, Ambulance 16 99
• Thailand betyder De fries land og har aldrig været koloniseret. Det har alle andre lande i samme område.
• Krabi by var for kun få årtier siden en enkel, lille fiskerby, men væksten eksploderede kraftigt, efter at de første turister fandt vej hertil i 80'erne.